Tilbage til listen

Nyhed oprettet 02-11-2000

Tankestrøm fra Langeland til Klitmøller

Tankestrøm fra Langeland til Klitmøller

Jobcenter Langeland og IER Udvikling ved SDU har sammen arrangeret en inspirations- og workshoptur til Klitmøller for iværksættere fra Langeland. Turen foregik den 31. oktober og følges op af en workshop på Langeland for deltagerne den 9. november 2017.

 

Iværksætter og idémand Rasmus Johnsen tog imod delegationen i Klitmøller, hvor han gav et eksempel på Cold Hawaii’s succes:

”Filosofien i Cold Hawaii er, at de for eksempel på et kontor i Hamborg kikker på en god vejrudsigt, der lover blæst og bølger heroppe, og parolen lyder: Vi smider, hvad vi har i hænderne, slukker for computerne, og smutter til Klitmøller”, forklarede han.

 

Cold Hawaii skaber udvikling

Surfing er en livstil, der er afhængig af vejret, og så må alt andet ligge, når et lavtryk lokker. Som en del af Cold Hawaii er der indrettet et kombineret herberg og kontorfællesskab Co Work (www.cowork-klitmoller.dk/), der er åbent 24/7. Her kan de gæstende surfere surfe videre i den digitale verden, så de kan passe deres arbejde, når de kommer i land.

 

Rasmus Johnsen fortalte også, at Cold Hawaii siden 2008 har været et vigtigt led i kommunens bosætningspolitik med et plus på 100 tilflyttere. I øjeblikket bor der 910 borgere i Klitmøller, og målet 1000.

 

Inspiration for langelandske Shores

Innovationsprojekt Cold Hawaii kan betragtes som en inspirationskilde til Langeland, hvor projektet ’Shores’ med vandsportsaktiviteter er i støbeskeen.

 

”Det var spændende. Jeg fik helt sikkert noget med hjem, som vi kan bruge til at udvikle vandsportsfaciliteter rundt om ved de langelandske kyster, og det skal ikke kun være for turister, vi skal blandt andre også have det udbredt til skolebørnene”, siger Ulrik Pihl, formand for foreningen Shores med hjemhavn i Bagenkop.

 

Marie Wøldike, it-nørd og indehaver af virksomheden Wøldike - Digital Design i Tullebølle, lod sig også inspirere. Ikke mindst af kontorfællesskabet 24/7:

”Det er sådan noget, vi gerne vil kunne tilbyde. Vi har kontorfaciliteter, som vi kan åbne 24/7”, siger hun.

 

En opgave for jobcentret

”Vi skal hente inspiration og lære af andre, og det gør vi ved at tage ud og blive klogere på, hvordan de gør andre steder i landet. Og kan jeg være med til at arrangere en studietur, der kan skabe en langelandsk model og være til gavn for såvel lokale iværksættere som Langeland som sådan, så er det selvfølgelig en opgave, jeg gerne påtager mig”, pointerer jobcenterchef Torben Lønberg, der også lægger vægt på, at de 22 langelandske deltagere i inspirationsturen får sat ansigt på hinanden og dermed skaber et lokalt netværk, som de kan bygge videre på.

 

”Netværk er en af de vigtigste ting for iværksættere, og derfor er det også et af de emner, der skal arbejdes videre med den 9. november på den opfølgende workshop”, slutter han.

facebook instagram